DJÆVLEUDDRIVEREN

DJÆVLEUDDRIVEREN

Teater Momentum

28. november - 20. december 2023

Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at Djævleuddriveren er lige dele hardcore, eksplicit kommentar på den undertrykkelse og konsekvente udsathed, som queerpersoner og minoriserede personer hver dag lever under, mens stykket samtidig også virker som en skræmme-bare-for-at-skræmme-opsætning.

Af: Sofie Bay Jensen

HVAD ER DET
Djævleuddriveren er en queerfeministisk nytolkning af filmklassikeren The Exorcist, der behandler tematikker om kvindelig seksualitet og begær, og måden hvorpå disse fremstilles som forkert i form af en dæmonisk besættelse, der er en trussel mod samfundet. Djævleuddriveren undersøger disse tematikker i et nyt lys i forhold til køn og seksualitet i et queerperspektiv. 

Forestillingen er skabt af scenografiduoen GRIF, der består af Ditte Marie Walter Tygesen og Mikkel Sebastian Rostrup. De er en del af Teater Momentums huserende House of Horror sæson. Lucia Vinde Dirchsen og Ludvig Brostrup er skuespillere i forestillingen.

VI MENER
Hold da op. Hold. Da. Op. Hvis du gerne vil udfordre dine grænser og ryste lidt i bukserne, så skal du tage ind og se Djævleuddriveren.

Ikke alene er stykket nytolkende i forhold til filmklassikerens tematikker. Djævleuddriveren er også nytolkende i forhold til den klassiske teaterform, som den udfordrer på alle måder. Stykket er tredelt og består først af en form for introduktion til de tematikker, som stykket bearbejder, hvor Brostrup og Dirchsen som kasket- og hurtigbrillebærende djævle skiftevis fremsiger monologer, der i starten er præget af akavethed og nervøsitet, og som udvikler sig til vrede og raseri. Midterdelen er hoveddelen, dér hvor alle pilene peger hen, dér hvor horroren tager fat. Her inddeles publikum i mindre hold og føres derefter, i sand spøgelseshusmanér, ind ad smalle, mørke gange, der fører til forskellige rum. Rum, der består af alle mulige uhyggelige og grænseoverskridende oplevelser, hvor skuespillerne hele tiden spiller op imod publikum og kræver vores interaktion. Tredje og sidste del består af en form for afrunding, hvor publikum synges ud til O Helga natt med omskreven (djævel)tekst (en reference til sæson 3 af Skam er uundgåelig). Herefter, som prikken over i’et, kan man slås til djævel med en kæmpe dildo. Hele tiden spiller skuespillerne sig op mod publikum, og denne medafhængighed af hinanden, blandet sammen med den store mængde interaktion, giver en fornemmelse af, at publikum er medskaber af stykket. Om vi vil det eller ej, integreres vi i stykket, bliver en del af det og konfronteres med samfundets normative konstruktioner om køn og seksualitet. 

Allerede i første del er der en underliggende ildevarslende stemning, der er både pirrende og uhyggelig. Jeg kan dog ikke placere, om det er på grund af den faktiske stemning i opsætningen, eller om det er på grund af den lange introduktion om what’s-to-come, der fremmer denne ildevarslende følelse i min krop. For før stykket går i gang, introduceres publikum for en lang liste af forbehold, disclaimers, triggerwarnings og en stikkontakt, man i hvert rum kan trykke på for at blive hentet ud, hvis man bliver for bange. Denne skræmme-liste præsenteres ikke én gang, men hele to gange, og mens intentionen er god og nødvendig, kommer det til at fylde for meget. Jeg føler mig nærmest pålagt at skulle være bange. Som en person, der ikke er sååå god til uhygge, var jeg egentlig ret nervøs, da jeg troppede op, men efterhånden som forvarslingerne fortsætter, begynder min nervøsitet at svinde lidt ind.

Men Djævleuddriveren er en horrorforestilling, og der er da også fire piger, som efter få minutter trykker stikkontakten ned og skynder sig ud - og jeg forstår det. For mine nervøse og utrygge følelser kommer virkelig til live, da jeg træder ind i den smalle, mørke gang på vej mod det første rum på horrorturen. Hvert rum har sit eget tema, men hvad der er fælles for dem alle, er karakterernes ens, maskebeklædte ansigter og deres grænsesøgende nærgåenhed. Publikum bliver konfronteret med egne grænser og med, hvor langt man vil gå, for at undslippe, hvad der ligner en farlig situation. Hvis ikke vi gør, som der bliver sagt, så falder hammeren – i ét af rummene helt bogstaveligt. Men vi er alle på forhånd blevet forsikret om, at vi ikke er i fare, og hvis der er noget, vi ikke bryder os om, kan vi sige nej. En sikkerhed mange mennesker hver dag lever uden, og hvor konsekvenserne ved ikke at gøre, som den truende beder om, kan være fatale. 

Der er dog noget, der falder lidt skævt for mig; at dette ekstreme ubehag er indhyllet i en lettere komisk ramme, hvor introduktionen og afslutningen er præget af akavethed, nervøsitet og fjollede sange sunget, no offence til Brostrup, intentionelt dårligt, mens der kører en repetitiv 00’er-agtig-Y8-spilmelodi. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at Djævleuddriveren er lige dele hardcore, eksplicit kommentar på den undertrykkelse og konsekvente udsathed, som queerpersoner og minoriserede personer hver dag lever under, mens stykket samtidig også virker som en skræmme-bare-for-at-skræmme-opsætning, og det er her min anmelder-hammer falder. Men selvom jeg synes, at de tematikker, som stykket bearbejder, falder lidt i baggrunden til fordel for horrorelementerne, så sidder forestillingen stadig i mig her i dagene efter. Jeg fanger mig selv i at blive ved med at genbesøge nogle af de følelser, jeg oplevede i de uhyggelige rum, og de ting og tematikker, som indledningsmonologerne undersøger. På den måde har Djævleuddriveren alligevel ramt noget dybere i mig, og jeg vil absolut anbefale at tage ind og opleve stykket. Men be aware. Det er ret uhyggeligt.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Normalprisen ligger på 200 kroner, men hvis du er under 25, kan du komme ind og se forestillingen for 110 kroner. Under 25 eller ej, så er det en god ide lige at overveje, hvor god du er til spøgelseshuse og bruge det som et udgangspunkt for, om du skal ind og se Djævleuddriveren.

ILLUSTRATION: Halfdan Pisket